Amatørreglerne

26/01 - 2017 | Steven Errebo

Amatørisme i sport er meget mindre udbredt i dag end tidligere. Dog mener R&A og USGA fortsat, at skelnen mellem amatør og professionel golf bør opretholdes.
Amatør golf har to væsentlige kendetegn, og det er sjældent i sport at disse kombineres:

1 Reglerne for spillet foregår gennem selvregulering og
2 den har et effektivt handicapsystem der gør det muligt for enhver spiller at konkurrere på lige vilkår med enhver anden spiller

Disse kendetegn er en del af amatørspillets store appel, men i kombination åbner de for muligheden for, at ukontrollerede økonomiske incitamenter kan føre til alt for stort pres på spillerens integritet, som til gengæld, kan vise sig ødelæggende for spillet som helhed. Gennem hensigtsmæssige begrænsninger og restriktioner, har Amatørreglerne til hensigt at opmuntre amatørgolfspilleren til at fokusere på spillets udfordringer og konkurrenceånd, snarere end på nogen økonomisk gevinst.

 

Amatørreglerne og tillæg

Se Amatørreglerne i deres hele. Dansk Golf Union har desuden udarbejdet et tillæg, hvor tolkningen af Amatørreglerne gennemgås.

Herunder gengives de to regler, som vi oftes bliver spurgt om.
 


Regel 3. Præmier


Præmiestørrelser

Den maksimale præmiestørrelse er kr. 5.500.


Hole in One

En amatørgolfspiller må tage imod en præmie, der overstiger værdigrænsen i Regel 3-2 a, herunder en pengepræmie for hole-in-one lavet under en runde.

Note: En sådan hole-in-one skal laves under spil af en runde golf og skal være en tilfældig hændelse. Separate turneringer, turneringer afholdt andre steder end på en golfbane (f.eks. på driving range eller golfsimulator) og puttekonkurrencer gælder ikke med hensyn til denne klausul og er underlagt de restriktioner og begrænsninger, som fremgår af Regel 3-1 og 3-2a

Skattemæssigt skal nettogevinsten ved præmier indberettes som B-indkomst (rubrik 20). Turneringsarrangøren bør informere spillerne om dette, men det er den enkelte spiller, der har indberetningspligten over for SKAT. 
 

Regel 6. Udnyttelse af dygtighed eller anseelse i golf

Den generelle bestemmelse i 6-1 omhandler at en amatørgolfspiller med dygtighed eller anseelse i golf ikke må udnytte denne dygtighed eller anseelse for at opnå økonomisk udbytte.


Reklamer på tøj og golfbags

Regel 6-1 fastlægger, at bestemmelserne kun gælder for en "amatørgolfspiller med dygtighed eller anseelse i golf".


Uddybning

Reglerne om reklamer på tøj vedrører som nævnt kun " amatørgolfspiller med dygtighed eller anseelse i golf ". Hvis en almindelig ikke-elite amatørspiller vil have reklamer på sit tøj m.v., vedrører det kun spilleren selv - eller hans klub, hvis der er tale om et klubhold, hvor klubben vel gerne vil have spillerne til at fremtræde på en rimeligt pæn måde. Det betyder, at almindelige spillere må have alle de reklamer på tøjet, som vedkommende (og evt. klubben) måtte finde er rimeligt og pænt.

Dog gælder det ikke for "amatørgolfspiller med dygtighed eller anseelse i golf ". Sådanne spillere er spillere på landsholdet eller som repræsenterer klubben eller Danmark i internationale scratchturneringer. Tøj fra en kommerciel sponsor til individuelle sådanne elitespillere må slet ikke have nogen reklame på sig overhovedet, bortset fra tøjets varemærke - samt en eventuel arrangement-sponsors mærke sammen med arrangementets mærke. Modtager elitespillerne derimod tøjet som deltagere på et hold, må de foruden fabrikatmærket have ét (og alle spillere det samme) sponsormærke med en omkreds på maksimalt 220 mm på hvert klædningsstykke. Også når de efterfølgende optræder individuelt i det pågældende klædningsstykke. På golfbags må et sponsormærke have en omkreds på maksimalt 500 mm.

Der må godt være forskellig sponsorreklame (fra forskellige sponsorer) på hvert klædningsstykke, men det skal være ens for hele holdet - eller i hvert fald for spillere "of skill or reputation". DGU anbefaler dog, at alle spillere på holdet får samme klædningsdragt for ikke at risikere, at klædningsstykkerne til de bedste opfattes som "individuelle" og dermed ulovlige.

Bemærk: Undtagelse under regel 6-2 vedrørende brug af navn og billede.

Undtagelse: En amatørgolfspiller med dygtighed eller anseelse i golfmå tillade brug af sit navn eller billede til at promovere: (a) Dansk Golf Union; eller (b) En anerkendt velgørenhedsorganisation (eller linende værdig sag), eller (c) betinget af Dansk Golf Unions tilladelse, enhver golfturnering eller anden begivenhed, som anses for at være i spillets interesse eller ville bidrage til spillets udvikling. Amatørgolfspilleren må ikke modtage vederlag, godtgørelse eller økonomisk udbytte, direkte eller indirekte, for at tillade sådant brug af sit navn eller billede. Hermed har DGU f.eks. mulighed for at tillade unionens store sponsorer at benytte fotos af landshold.

Bemærk Regel 6-2 Note 2: Begrænset navn og logo identifikation er tilladt på udstyr og tøj. Yderligere oplysning om denne Note og den korrekte fortolkning heraf findes i "Decisions on the Rules of Amateur Status"


Opsummering

Reglerne om navn på tøj og udstyr vedrører kun "amatørgolfspiller med dygtighed eller anseelse i golf ". For disse spillere er det kun tilladt at have synligt navn på tøj- og udstyrsdele såfremt der ikke er andre sponsormærker end tøjet/udstyrets normale mærke. Navnet må maksimalt have en omkreds af 500 mm på golfbag og paraply - og 220 mm på klædningsstykker